Hvorfor bæredygtighed og bæredygtig ledelse? Et systemisk syn på liv.

Steen Hildebrandt har vært gjest på podcastshowet Levevei™ to ganger, og vi har blitt godt kjent de siste årene gjennom min egen deltakelse på utdanningsforløpet Sustainable Co-Creation – Practicing Presencing. Det er derfor en glede for meg å kunne publisere en artikkel nylig skrevet av ham, en artikkel som blant annet er inspirert av den nye boken til Fritjof Capra og Pier Luigi Luisi, The Systems View of Life. Både Capra og Luisi har forøvrig vært gjester på showet, og Hildebrandts hovedbudskap – det systemiske perspektivet på bærekraft og livsprosesser – er i alle tilfeller et tema som kommer til å bli belyst med jevne mellomrom her på nettsiden Levevei™.

James Alexander Arnfinsen
Redaktør for Levevei™

Hvorfor bæredygtighed og  bæredygtig ledelse?
– et systemisk syn på liv

Skrevet av Steen Hildebrandt
Professor ved Århus Univeristet

Naturen er som en partner, vi kan miste, og
som vi derfor skal omgås med forsigtighed.

– Peter Kemp

Inden for ledelsesområdet fremkommer der bestandigt nye ord og temaer. Kvalitet, lean, benchmarking, best practice, NPM, Blue ocean strategi – og gennem årene mange andre ord. Vi er vænnet til, at nye begreber kommer og går. Vi taler undertiden også om buzzwords. Nu er der så kommet et nyt ord: Bæredygtighed. Nogen tager det nye til sig og er interesseret – måske ligefrem begejstret. Andre spørger: Hvornår går det over? Hvornår forsvinder det? Hvad bliver det næste? Det er helt sikkert, at der kommer flere nye ord. Men det er også helt sikkert, at grundindholdet i bæredygtighed forbliver vigtigt og relevant i mange år, ja for altid. Hvorfor?

steen.hildebrandt

Artikkelforfatter: Steen Hildebrandt

Fordi bæredygtighed handler om klodens udvikling på langt sigt. Bæredygtighed er som begreb og udfordring noget, vi skal vænne os til. Og det er vi ikke. Vi er ikke opdraget  og uddannet til bæredygtighed. Det er ganske enkelt nyt for os. Det handler om, at vi skal passe på kloden. Bæredygtighed fremkommer i disse årtier som en vigtig udfordring, fordi vi lever på en klode, der er blevet udviklet over milliarder af år til at være en ubeskrivelig smuk og ufattelig perfekt helhed – men det hele er ikke længere en selvfølge. Klodens indretning og funktionsmåde – planter, dyr og mennesker – i ét stort sammenhængende øko-system er en fantastisk konstruktion. Kloden er det største og mest fantastiske, vi mennesker har og har adgang til, og vi er vant til at tage det hele for givet.

Udviklingen af kloden har taget uendelig lang tid – man regner med en periode på omkring 3 ½ milliard år. I de seneste år af denne lange udviklingsperiode har mennesket (homo sapiens) udviklet sig. I Afrika over et par hundrede tusinde år. I Europa over 30-40.000 år. Og i løbet af de sidste ca. 10.000 år har mennesker organiseret sig på stedse mere komplicerede måder; mennesket har udviklet landbrug, byer, samhandel, produktion mm, og fremfor alt har menneskeheden udviklet sig selv, således at der i dag lever mere end 7 milliarder mennesker på kloden. På Kristi fødsel levede der omkring 300 mill. mennesker på kloden – regner man med. Da jeg blev født i 1944 var dette tal vokset til 2,3 mia. 40 år senere til 4,4 mia. I løbet af 1900-tallet firedobledes antallet af mennesker på kloden.  Og man regner med, at klodens befolkningstal vil nå et foreløbigt maksimum på 9-10 milliarder mennesker omkring år 2050.

I de sidste få hundrede år af denne lange udviklingsperiode har der fundet en industriel udvikling sted på kloden, og specielt i den vestlige verden, der er helt uden sidestykke, og som bl.a. er båret frem af en lang række fund og opfindelser, herunder opfindelsen af bogtrykkerkunsten, dampmaskinen, elektricitet, benzinmotoren, atomkraft, internettet mm. Menneskeheden har fået adgang til viden, teknologier, råstoffer, energimængder mm., der har muliggjort handlinger, indgreb, produktionsformer mm., som var utænkelige for 100 eller for bare 50 år siden. Med den industrielle udvikling og den dermed forbundne stigning i velstanden og i fødselstallene på kloden er vi blevet mere og mere optaget af hastighed. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Menneskets behov er umættelige. Vi oplever faretruende udviklingshastigheder på flere og flere områder.

Konkret ses det bl.a. på den måde, at når der træffes beslutninger i private og offentlige virksomheder, kommuner, stat m.m., så er det normale at lade kortsigtede og snævre økonomiske hensyn være afgørende. På den måde træffes der mange beslutninger verden over, som, hvis de ses i et bredere og længere perspektiv, er skadelige i en række andre henseender, fx klimamæssigt, biologisk, økologisk, socialt, og faktisk ofte også skadelige i et langsigtet økonomisk perspektiv. Sagt på en anden måde: Der træffes mange uhensigtsmæssige og destruktive beslutninger. Denne udvikling har haft mange slags konsekvenser. Overordnet er et sæt konsekvenser nok, at menneskeheden billedligt talt har mistet kontrollen med udviklingen. Så hurtig og voldsom er og har udviklingen været, at selve kloden som sådan er truet; dyrearter udryddes, en global opvarmning og klimaændringer finder sted, sygdomme opstår, kemikalier udvikles og meget andet finder sted, som alt i alt gør, at kloden og menneskeheden reelt er truet.

Geologer regner med, at der fem gange i klodens 3 ½  milliard år lange udviklingshistorie har været naturødelæggelsesperioder så voldsomme, at ordet udslettelse har været på sin plads. De menneskelige beslutninger, jeg her taler om, hører ikke til i småtingsafdelingen. Det er beslutninger, der muligvis medvirker til, at kloden er på vej ind i en ny og sjette udslettelsesperiode. Udslettelse, fordi vi ikke forstår og ikke respekterer livet på kloden. Vi, politikere, ledere, forbrugere, mm, bliver nødt til at minde hinanden om det perspektiv, at vi i dette århundrede muligvis er ved at nærme os et punkt, hvor det ikke (som tidligere) er naturen selv, men vi mennesker, der helt eller delvist er i færd med at udslette livet på kloden. De tidligere udslettelsesperioder var karakteriseret ved, at det var naturen, der udslettede sig selv. I denne aktuelle epoke er det mennesker, der ødelægger – og det sker, fordi vi gennem vore beslutninger påfører kloden voldsom og vedholdende skade og pres.

Kloden og menneskeheden er på en meget farlig udviklingskurs. Det er det, der er det nye. Det nye er, at kloden og dens udvikling ikke længere er en selvfølge. Sådan som vi var vænnet og uddannet til at opfatte det. Det var så stor en selvfølge, at da jeg var en ung mand kørte store lastbiler i Danmark tusindvis tons kemikalieaffald ud til Vestjylland og tømte det direkte ud i klitten – ude i den smukke klit ved Vesterhavet. Det skete i dagslys; det blev ikke skjult. Det var skadeligt giftaffald, men ræsonnementet var, at kloden er ufattelig stor, og hvilken rolle spiller så nogle hundrede tons giftaffald om dagen i Vestjylland? Ingen! I dag har vi lært: Kloden er ufattelig lille og sårbar; alt hænger sammen. Det er det nye, og det er en lektie, som vi alle skal til at lære: Alt hænger sammen. Det er derfor, vi taler om bæredygtighed.

Det er i denne situation og på denne baggrund, begrebet sustainability og det danske begreb, bæredygtighed er opstået. For 100 år siden talte ingen om bæredygtighed. For 100 år siden var der ganske vist problemer, men ikke af denne alvorlige karakter; der var krige og andre besværligheder, men der var ingen grund til at tale om miljø, klima, forurening, opvarmning, ressourceknaphed mm., for det så ud, som om der aldrig ville opstå den slags problemer. Langt hen i 1900-tallet stod der i de økonomiske lærebøger, at der fandtes knappe og frie goder. Og som eksempler på frie goder blev typisk nævnt luft og vand. At et gode var frit betød, at mennesker kunne bruge dette gode i ubegrænset omfang. Og goder, der er til stede i ubegrænsede mængder, kan ikke have en pris. Så frie goder er gratis.

Alt dette er totalt ændret. I løbet af de sidste 100-200 år, som er en uendelig kort periode set i forhold til hele klodens udviklingshistorie, er der sket voldsomme og voldsomt hastige udviklinger på en række områder, som totalt har forandret verden på måder og i omfang, der aldrig tidligere er set. Det er alt dette, der gør, at vi i dag befinder os i en situation, hvor vi ganske enkelt er nødsaget til at beskæftige os med klodens langsigtede udvikling. Den er nemlig ikke en selvfølgelig, således som den var det for 100-200 år siden. Ikke nok med, at klodens udvikling og fortsatte eksistens ikke er en selvfølge; den er så at sige ikke en selvfølge med stigende hastighed, fordi mange af de udviklingstendenser, vi kan konstatere rundt om i verden, ikke forløber forsigtigt og lineært, men forløber efter mere og mere hidsige eksponentielle kurver.

Eksponentielle kurver kender vi godt, men mange af os har ikke til bunds forstået livet og logikken i eksponentielle kurvers karaktertræk og udvikling. Flere og flere af de kurver, vi møder i den virkelige verden, stiger på eksponentielle måder. Sagt populært betyder det: Lige pludselig går det meget hurtigt. Og i praksis betyder det bl.a., at vi altid skal interessere os – ikke bare for et punkt på en kurve, og ej heller blot for udviklingshastigheden i punktet, men for den hastighed, hvormed hastigheden ændrer sig.

Se på et par lineære talrækker: 1,2,3,4, 5, 6, 7, 8, 9, 10. eller 2, 4, 6, 8, 10, 12, 14. Og se så på et par eksponentielle talrækker: 6, 12, 24, 48, 96, 192, 384, 778, eller: 2, 4, 16, 256, 65536, 42950002. Eksponentielle kurver kan udvikle sig på utallige måder, både hastigt stigende og hastigt faldende. Det er de førstnævnte typer forløb, der tænkes på, når talen er om økonomisk vækst, befolkningsvækst, kapitalfremskrivninger o. lign. Det essentielle ved eksponentiel vækst er, at der hele tiden er psykologiske overraskelser forude; ligesom man troede, at man kunne forudsige noget, fordi man kun så på hastigheden, bliver man overrasket over, at forudsigelsen ikke holdt stik, fordi noget, nemlig selve hastigheden, udviklede sig meget hurtigere, end ventet – ventet ud fra en konstatering af, hvordan udviklingen hidtil havde forløbet og en lineær fremskrivning af hastigheden derfra. Man er ikke opmærksom på, at der finder en acceleration sted, hastigheden forøges hele tiden. Et eksempel på en eksponentiel kurve er væksten i produktionen på kloden fra Kristi fødsel og indtil 2010. Sættes produktionen i 2010 år lig med 100, er produktionen i de sidste 100 år lig med 55, og produktionen i de sidste 10 år er lig med 23. Tegner man det i en graf, får man et næsten lodret forløb fra omkring år 2000.

Der er ingen som helst grund til at mystificere dette. Dette er ikke mystisk; det er fuldstændig enkelt og synligt, hvis vi bare træder nogle få skridt tilbage og ser på, hvad der lige nu sker på kloden og ser på, hvordan det har udviklet sig i de sidste få årtier, og hvordan det aktuelt udvikler sig. Vi behøver ikke at tale om dommedag og om klodens udslettelse. Vi behøver kun at stille os selv spørgsmålet, om vi tror, at alle disse eksponentielle kurver kan blive ved med at udvikle sig, som de har gjort og gør. Kan produktion, forurening, affaldsmængder, udryddelsen af dyr, fremkomsten af nye kemikalier, fremkomsten af nye sygdomme, global opvarmning, CO2-udslip, fortsætte ad de samme udviklingsbaner, som vi ser nu? Selvfølgelig skal vi også stille os selv spørgsmålet, om vi tror, at der inden for de næste 50 eller 100 år vil blive foretaget nye opfindelser, nye opdagelser mm, som vil overraske os og bringe os store skridt fremad i håndteringen af nogle af de problemer og udfordringer, som vi lige nu kæmper med. Svaret på det sidste spørgsmål kan vi uden videre give. Det er: Ja, der vil helt sikkert ske meget nyt. Men vil det nye være så radikalt, at det vil eliminere alle de alvorlige og kritiske spørgsmål, som vi stiller lige nu? Nej, det vil det ikke, bl.a. fordi alt for meget af, hvad vi foretager os lige nu, er eksplicit og direkte skadeligt.

Lad os bare tale om et paradigmeskifte. Det handler om at forstå livet på kloden på en mere helhedspræget og systemisk måde, end vi har gjort hidtil. Det handler om et opgør med den reduktionistiske og mekaniske verdens- og livsforståelse, der har domineret (i hvert fald den vestlige verdens tænkning) gennem tre-fire hundrede år. Vi har i denne periode, der i den store sammenhæng udgør en forsvindende lille del af menneskehedens historie, splittet alting ad i stumper og stykker og behandlet alting isoleret, adskilt, mekanisk. N. Kopernikus, G. Galileo, J. Kepler, René Descartes, Francis Bacon, Isaac Newton og Charles Darwin er nogle af de gigantiske tænkere, der var med til at skabe dette mekaniske verdensbillede, der stadigvæk på mange måder dominerer. Andre enestående tænkere som Albert Einstein, Niels Bohr, James C. Maxwell, Werner Heisenberg, Henri Poincaré, Humberto Maturana, Francesco Varela og Gregory Bateson er blandt de, der har været med til at udvikle det nye systemiske syn på liv, som er ved at føre videnskaben og mange praktiske livsformer ind i en ny æra.

Det nye paradigme ser ikke verden som én stor maskine, der kan skilles ad, men tvært imod som et netværk. Det nye er et holistisk verdenssyn, der ser verden som et integreret hele snarere end som en samling uafhængige dele. Lad os kalde det et økologisk og systemisk syn. Lad os tale om en dyb økologisk bevidsthed, som er karakteriseret ved en forståelse af den fundamentale gensidige afhængighed mellem alle fænomener i verden og den kendsgerning, at vi som individer og samfund alle er indlemmet i, er dele af og afhængige af alle de cykliske processer i verden. Der er tale om en udvikling fra den videnskabelige revolution i 1600-tallet, den periode, hvor det gamle mekaniske verdensbillede blev udviklet med basis i de nævnte tænkere fra 1600- og 1700 tallet, og frem til det 20. og 21. århundredes holistiske netværkssyn, som vi er ved at forstå mere og mere af nu. Implikationerne af dette nye syn på liv og livsprocesser, for sundhed, uddannelse, arkitektur, forskning, økonomi, politik, ledelse og andet skal vi til at forstå nu.

For hundrede år siden var det måske lidt for højtflyvende og verdensfjernt at tale sådan. I dag er det dyb alvor og dybt realistisk og jordnært at tale sådan, og vi bliver nødt til at få disse aspekter og dimensioner ind i vores hverdag, for det er i hverdagen, at de beslutninger og afvejninger foretages, der fører kloden mod katastrofale klima-, forsynings- og ressourcesituationer. Det vedkommer os alle: politikere, virksomhedsledere, offentlige ledere, forskere, forbrugere, uddannelsesledere, lærere, pædagoger mm. På et hundrede år er det blevet smerteligt verdensnært at tale sådan. Der er et alarmerende behov for et systemisk syn på liv, et andet syn på klodens situation og udvikling, et andet syn på økonomi, ledelse og politik. Et andet syn på, hvad der har værdi.

Referanser:

Fritjof Capra og Pier Luigi Luisi: The Systems View of Life – A Unifying Vision. Cambridge University Press, Cambridge, UK.
Steen Hildebrandt: Vækst og bæredygtighed. Omstilling og nye muligheder. København Ny udgave. København 2015.
Steen Hildebrandt og Michael Stubberup: Bæredygtig ledelse. Gyldendal Business. 2. Udgave. København 2010.

Steen Hildebrandt
Steen Hildebrandt, R, Ph.D., er professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet. Fra 2014 Adjungeret professor i lederskab ved Center for virksomhedsudvikling og ledelse, Institut for Produktion og erhvervsøkonomi, CBS, Handelshøjskolen i København. Fra 2015 adjungeret professor ved Institut for filosofi og læring, Aalborg Universitet.
Steen Hildebrandt

Latest posts by Steen Hildebrandt (see all)

Steen Hildebrandt